Kropsterapi og bevægelse, der skaber nye muligheder

Verden kalder på forandring. Ikke bare forbedringer eller optimering, men en dybere bevægelse. En bevægelse mod noget mere menneskeligt, mere sanseligt, mere forbundet.

Jeg tror på, at den forandring verden kalder på i en eller anden grad indebærer, at vi erkender vores menneskelige væsen: at vi ikke kan kontrollere eller planlægge os ud af vores udfordringer. At vi ikke står på toppen er verden, men er dybt forbundet med den. At vi er en integreret del af et system og en sammenhæng, som overskrider det vi kan forstå og bevise. At vores svar på udfordringer ikke er forbedring, men lydhørhed og fleksibilitet.

Derfor tror jeg på, at vores evne til at lytte og sanse sammenhæng i og uden for os selv er fuldstændig fundamentalt for vores evne til at navigere i og finde os tilpas i livet påny. For vores evne til at finde nye måder at være i livet på, når vores gamle strategier og mønstre ikke længere kan bære os.

Som kropsterapeut og bevægelsesfacilitator er jeg optaget af de modaliteter, der tillader os at komme tilstede i vores krop med fokus på sansning af alle de processer, der allerede sker - både dem vi kender og forstår, og dem vi ikke gør.

Jeg er optaget af, hvordan en langsom opmærksomhed og kontakt i nogle tilfælde tillader os at synke ind i øjeblikket mellem stimuli og respons. Det lille rum, hvor nye muligheder opstår. Her kan vi mærke valgfrihed og åbning. Her spirer forandring.

Mit arbejde står i krydsfeltet mellem videnskab, kreativitet og mystik. Det er forankret i min uddannelse i traumeinformeret kropsterapi, og mit speciale er det lyttende arbejde med nervesystem og bindevæv.

Jeg tror på, at dyb forandring starter her – i kroppen, i kontakten, i det sansede.

Ydelser

Udtalelser

Kropssessioner midt i Svendborg

Mine sessioner finder sted på Møllergade 44B i Svendborg i lyse, rolige og rummelige rammer.