Nogle gange trækker jeg vejret gennem bogstaver. Her er en samling af mine tekster.
Den subtile fornemmelse af at være velkommen under din egen hud
Solen falder ind gennem havedøren og kaster et stillebenagtigt lys over et par sesamfrø, der er faldet af den ostemad, jeg lige har spist. Det er onsdag formiddag, og netop nu samles Kvindflok om kontorets lange bord for at cirkle om deres erfaringer med tilhør. Tilhør er et fænomen, der har optaget mig i mit arbejde gennem de sidste tre år - og hele livet på et mere ubevidst plan. Jeg tror, mange af os er ubevidst optaget af tilhør. Det er en menneskelig længsel: at føle sig velkommen som den, man er.
Så hvordan kan det være, at mit yndlingsfællesskab samles for at cirkle om et af mine yndlingsemner, og alligevel sidder jeg her og hører køleskabet brumme, alt imens jeg stirrer på sesamfrø?
Det gør jeg, fordi tilhør ikke kun handler om den plads, vi indtager i gruppen og i verden. Det handler i høj grad også om den subtile fornemmelse af at være velkommen under sin egen hud. For mig har det været ensbetydende med at genbebo kontakten til min krop og dens iboende navigationssystem. Det system, der kan fortælle mig om de behov, længsler og begrænsninger, som min inderside rummer.
Vi lever i et samfund, hvor sindets forbindelse til kroppen synes at hænge i en ganske tynd tråd – på trods af at de to ikke kan adskilles, før livet løber ud. Vores drømme og ambitioner har meget at gøre med, hvad vi kan forestille os - og meget lidt at gøre med, hvad vi kan mærke. Det samme gør sig gældende for vores helt konkrete fysiske behov.
Der er dele af mig, der ikke tør risikere pladsen i gruppen ved at lade den stå tom, når jeg ikke har ressourcerne til at møde op. FOMO. Men det koster noget at trodse vores fysik: ængstelighed, uro, et besværet nærvær, udmattelse og overvældelse.
Så længe vi sidder vores behov og længsler overhørig, er det svært at være til stede som dem, vi er. Autenticitet er ikke kun et spørgsmål om at stå ærligt frem, men også om at forvalte vores liv med en ærlig og accepterende kontakt til de muligheder og begrænsninger, som vores kroppe byder os. Det er sådan, vi oplever at være velkomne under vores egen hud, og derfra kan vi træde ind i verden med en kontakt til det, jeg tror, er et faktum: at vi alle er velkomne her.
Er kamp blevet vores modus operandi?
Når man ser sig omkring, er der kampe nok at få øje på. Vi står i en højspændt international krise, vi ser krige og konflikter verden over, og i det mere nære kaster politikere, chefredaktører, præster og meningsdannere sig ind i kampen mod en kvinde fra Ærø, der ønsker at bane vejen for at flere kan vælge et liv i overensstemmelse med deres overbevisninger og værdier.
Er kampen blevet vores modus operandi, ikke kun når vi møder uretfærdighed, men også når vi møder uenighed?
Der findes uden tvivl vigtige kampe, og der findes ting vi må kæmpe både for og imod. For nogle mennesker er livet en kamp, og de erfaringer må vi ikke lukke øjnene for. Men når kampens logikker flytter ind i vores samtaler om, hvordan vi ønsker fremtiden skal se ud, hvordan vi ønsker at leve vores liv, hvordan vi navigerer i vores individuelle og fælles livsverdener, er det så muligt, at vi har fået skævt fat?
Jeg undrer mig over, hvorfor så mange svarer igen med aggression, når nogen vover at tage faklen og begynde at drømme om en fremtid, der kan lindre eller hele de kriser, vi lever med. Hvorfor er det et truende udsagn, at have et ønske om, at flere kan vælge et liv i overensstemmelse med deres overbevisninger og værdier?
Rammen for store dele af vores offentlige samtale er debat. Åbner du for radio eller tv, ser du måske også, at det oftest ligner en boksekampe, når mennesker af forskellig overbevisning tørner sammen i lynhurtige udvekslinger og skarpe stød.
Når vi gør samtale til kamp, hvordan tager den så sin ende? Når det ene synspunkt har overvundet det andet, eller begge falder til jorden i misforståelsernes pøl? Hvor nuanceret og mangfoldig en verden kan vi skabe, når vi per automatik stiller modstridende holdninger overfor hinanden og aldrig ved siden af?
Det kan føles som et farligt standpunkt at spørge, om vi skal indstille kampen. Kampens antonym er ofte overgivelse og forbindes med apati eller en egoistisk kærlighedsaffære med egen navle. En udskældt position i et samfund fikseret i en tilstand af kamp/flugt. Men er det overhovedet sandt? Kan vi ikke være faste, bevidste, engagerede, åbne og modtagelige over for verdens lys såvel som mørke uden at være i kamp? Nogle vil pege på, at det måske ligefrem er lettere at besidde en vis fleksibilitet og åbenhed, når vi ikke føler os truede af, at andre kan være forskellige fra os.
I nogle henseender er det tid til at lægge vores våben og begynde at udvide vores kapacitet til at lytte og forstå hinanden. Vi må lære at være med ubehaget ved, at nogle ser livet anderledes end os længe nok til, at nye mulighedsrum opstår mellem os. Vi må omdanne kamp til friktion, og lade friktionens forandrende kraft bærer os ind i en fremtid, der forhåbentlig kan rumme et større spektrum af forskellighed end vores nutid, og hvor de ting der for alvor kalder på kamp forener os i al vores forskellighed.
Det faste skjold og den bløde mave
Tale om fællesskaber, liv og feminisme ved Kvindernes Kampdag den 8. marts 2025
Jeg har aldrig surfet. Alligevel har jeg følelsen af at have ligget med maven mod brættet og ventet på bølgen det meste af mit liv. Ventet på en strøm, der kunne sætte mig i bevægelse, puste liv i noget, som lå i dvale.
De bølger af liv, der ruller gennem os, kan man måske kalde feminisme. De bølger, der vidner om, at universets vigtigste krafter ikke er dem, vi kan se og måle, men alt det vi kan fornemme, det usynlige, der holder planeterne i deres baner, kalder blomsterne frem og trækker det døde tilbage til mulden. Det der gør et møde mellem celler til spædbørn med lunger, hjerter og øjne så dybe, at de minder os om, hvor meget vi ikke kan se.
Alt det, der fører os og holder os. Alt det vi er ubetinget berettiget til, men må blive mere stille og langsomme for at modtage.
Modtagelighed er et feminint princip. Under tiden er det blevet forvrænget og misforstået. Det er blevet til eftergivenhed, til en sammentrækning, til at bedøve nerveenderne og vende os væk fra det, vi ved alene fordi, vi kan mærke det.
Måske er det på tide at validere og omfavne det, vi kan mærke. Måske er det på tide, at vi fintuner sanseapparatet fremfor at dæmpe det.
Det er vigtigt at forstå. Det er vigtigt at rationalisere og se sammenhænge, men det giver os ikke det fulde billede eller en endegyldig sandhed.
Det er lige så vigtigt at mærke.
Det er vigtigt, at vi kan mærke hinanden; at vi kan mærke jorden under vores fødder og det ubegribelige under, der giver ånd og liv til os og alt omkring os.
Det er vigtigt, at vi kan være begge dele. Det ene betinger det andet.
Det er vigtigt at være som krabben. Den viser os, at det faste skjold og den bløde mave er hinandens forudsætninger.
Da Kvindflok blev skabt, var det et spørgsmål, om vi skulle være feministiske og sige det højt, eller om vi skulle være feministiske og lade være med at tale om det, for ikke at støde nogen fra os eller blive kategoriseret eller forfladiget af andres fordomme. I de uger, hvor spørgsmålet satte os i kontakt med tvivl og frygt, så jeg en kreds af krabber for mig. Krabber, der vendte deres bløde maver ind mod hinanden og deres faste skjold mod verden.
For mig var det et billede på, at for at fremelske det bløde og modtagelige, må vi give det noget fast at læne sig ind i. Vi må turde stå ved, det vi mærker er sandt, uanset om det er en sandhed for alle. Vi må turde vise, hvem vi er, også selvom andre måske er noget andet.
Billeder af Søren Tolshave // Kvindflok: Kvindernes Kampdag 2025
Hekate - gudinde for mørke og magi
Mørketid, oplæsning, november 2024
I mørket tror vi, at vi længes efter lyset, men lys er ikke en løsning på mørke. Dagen vil aldrig fri os fra natten, sort månens mystik vil aldrig vige bestandigt for fuldmånens reflekterede skær. Alle ved, at en hed sommer ikke er løsningen på vinterens kulde. Der er mørke og der er lys, og så er der os, der må kende til at leve gennem begge dele.
Hvem kan lære os at leve gennem mørket? Hvem kan vise os mørkets terræn? Hvem kan lære os at forstå de dele af livet, som kvæles i lys?
Hekate færdes ad den dunkle skovs udtværede stier med samme florlette ubekymring som legende børn ad lukkede villaveje. Hun viger for lyset og civilisationen, omend mange hidkalder og lovpriser hende: mørket og magiens kraftfulde gudinde, hun er ikke nogen dårlig allieret for en verden, der er mørkeræd.
Hekate er ikke til falds for smiger. Hendes blik røber en stålsat sans for retfærdighed og sandhed. I mørket forføres vi ikke af lysende illusioner. I mørket mærker vi, det der er. Det, der forvrænges til ukendte og svært gennemskuelige former under sansernes mørklagte lup. Det sætter en skræk i livet på de fleste. Hekate ved, at virkeligheden først tager livet af os, når vi benægter den. Mørket er et gavmildt slør, når maskerne må falde.
Hekates magi er ikke prangende eller light, hun er ikke ude på at imponere eller lokke. Hekates magi er potent, fordi hun ved hvad det kræver at give sig hen til livets skygger. Det kræver en flok. Hekate samler en flok.
—-
En kvinde er i fødsel, en fødsel trækker ud. Barnet er stort, det er for stort. Det er ikke et almindeligt barn. Det er Herakles, mægtig og spæd i munden på sin moders fødselskanal. Kvinden skriger, hun vrider sig i smerte. Hendes tjenerinde Gelanthis vrider sig i afmagt. Hun ser livet rinde ud. Hun ser sin herskerinde svinde ind i fødslens knude efter at have danset mellem verdnerne i syv dage. Hun bønfalder Lucina, fødslernes gudinde, lad barnet slippe sin moders skød. Lucina krydser benene på Heras bud. Hera, der ikke ønsker at se endnu en af Zeus’ horeunger født.
Gelanthis opsøger Lucina. Hun finder hende siddende med benene bundet om hinanden som slanger. Barnet er født, siger hun. Forbløffelsen forplanter sig som et spjæt i Lucina, der slipper sine ben. Herakles glider ud af sin moder, barnet er født. Guderne er rasende, deres forfængelighed er såret. De forvandler Gelanthis til en ilder.
—-
Ilderen er det første dyr i Hekates flok. Hun bliver den selvudnævnte moder for de udstødte og utilpassede, for de grimme, de håbløse, de forpinte og de plagede.
Når vi fødes til verdens lys, kaster vi for første gang en skygge. Jorden holder de dele af vores essens, som solens lys slår i gulvet. Måske er natten sort, vinteren kold og sortmånen dunkel, fordi dele af os lever bedst i mørke. Måske mørket ikke er et gemmested eller en midlertidig prøvelse, men en pirrende arena for det, der endnu ikke har fundet sin form. Det, der skal komme sig. Det, der skal hvile. Det, der skal opstå. Det, vi endnu ikke tør se i øjnene.
Når du ikke kan se, må du vende dig mod det, du kan mærke. Dit indre rum. Arnested for kreativitet og ensomhed, skaberkraft og død. Hekate bærer nøglerne til dit indre rum. Hekate bærer faklen, der oplyser dit mørke. Hekate kræver ikke noget, men hun tilbyder dig en plads: et sted at høre til. En flok at læne dig ind i, når mørket tættes om dig igen og igen.